Med udsigt til
månen,
der er hvid eller gul
som spegepølsens hvide pletter
i et nærbillede,
og det drømte hun ikke om,
mens hun kikkede
mod himlen
På det persiske tæppe
spilles kortene
og pokerfjæset vinder
Med udsigt til
dit fjæs og mit fjæs
i det duggede spejl.
Du tegner en sommerfugl
med fingeren,
og vi bliver
en figur
På det persiske tæppe
drypper regnen,
den lille vandpyt
sluger kamelen
Ternet kop,
blomstret campingbord,
ved søens kant
i skyggen af
med udsigt til
skyerne.
Hun sidder med krummet ryg
og drikker sommeren,
der er på sit højeste.
fluerne
flyver
flyvende
fart
sanserne
danser
fugle
i
flugt
Små blå heste
i galop
lysende
henover
ryatæppet.
Kvinden,
der vil bygge
et isbjerg,
sættes i bilen
og køres væk.
Der, mellem tre ben,
bytter jeg billetten
med klovnen,
han får min
plads
og jeg står i manegen
med hans hvide
maske.
Der, mellem tre ( ben),
klippes
den røde snor.
Børnene klapper i takt
til spilledåsens
rytme.
Han samler
nullermændene
i sengen,
og nonnerne nynner
i ensformige toner
sange fra fortiden.
hun står i det mørke rum,
gadelampen skinner igennem persiennerne
og danner striber
på hendes blege nøgne krop
de følger formen fra ansigtet
ned over halsen,
hen over brystet,
der hænger mere,
end hun bryder sig om,
tegner sig på
maveskinnets runde form,
hårene på kussen
og et stykke af lårene
for så at stoppe,
hvor benene bliver
silhuetter i mørket.
Hun lægger
guldbrillerne på kommoden,
går ud på badeværelset,
tænder lyset
og vasker striberne af.
Prikker
trommer
på taget,
sidder
venter
på blind date
Under den syvende himmel
sidder nøglen
til den signede dag,
der går på bare fødder
i mudder
på vejen til flugt
Der, mellem tre (ben)
slutter formernes spil,
adelsfrøkenen tripper
på bare fødder
ad grusvejen
mod slottets ruin,
hvor gobelinernes ornamenter
blafre i vinden
De krøllede papirstumper
flyver i vinden,
som fugle på træk.
Jeg sidder i mit drivhus
ånder på ruderne
og tegner dit ansigt i duggen.
Kugle
triller
opad
der
mellem tre ben
standser
melodien
Med øjne så store som tekopper
går vi henover skårene
Og fuglene hviler
på laurbærbladene
i en sødlig lugt,
som intet var hændt
Jeg hørte dig tisse i Perugia
på toilettet
med de prikkede plastikgardiner.
Udenfor
stod jeg
snittede små fliger
af træstokken,
lod gadens lyde
stå stille
Vandhanen drypper
sin melodi
ned i den skinnende
stålvask,
og døren står åben
ind til stuen,
hvor jeg sidder
og sætter perler
på en snor,
og når kæden er færdig,
vil jeg hænge den om halsen
og lukke melodien.
De lyseblå glasskår
ligger på asfalten
- som isklumper
den vinter,
hvor jeg løb på skøjter
og forsøgte piruetter
på den tilfrosne sø,
og du bemærkede mine rødmossede kinder
i din lejlighed bagefter.
I dag løb jeg kun forbi,
og stumperne blev til fragmenter,
hvis klirren blandes
med lyden af mit åndedræt.
Jeg klipper
huller i lagnet,
skifter sengetøjet
til det blomstrede betræk
som ligner en
nyudsprungen eng,
en forårsdag,
hvor jeg sidder derude
og spiller en melodi
på et græsstrå.
Træerne glider
i det snedækkede landskab
mod horisonten
og bliver til prikker
i uendeligheden.
På det persiske tæppe
står glasbordet,
hvor du dryssede saltet
og jeg skrev
de kinesiske tegn
som vi endnu ikke forstår.
De to fugle
sidder
på hver deres gren
i træets top
og bliver sorte prikker
på det foto
du lige tog
Vi drukner øjeblikket
på kalenderens blad
der flyver
til punktet i det fjerne
hvor horisontalt møder vertikalt
mod havets spejl
og vi ser sekunderne i decimaler
der synker mod bunden.
lærken synger ikke
grenene slår ikke rytmen
bladene spiller ikke melodien
På randen af tiden
går vi lydløst
til stedet uden kontur
men ser alligevel
de valg vi ikke traf
som et punkt i en ørken
der ikke kan flyve
den værste sandstorm.
under den syvende himmel
flyver ørnen
og skuer med skarpt blik
i tidslommer
der strejfer forbi,
mens du sidder i stolen,
og ser på foråret
trætte øjne ser
i den blå skumring
de ringe i vandet
der breder sig,
da du kastede stenen,
så fuglen lettede.
Jeg sidder i stolen,
læser de store bogstaver.
stiller dem sammen,
så de danner uforståelige ord
i den krig
de kæmper
Sommerfuglen
på vinger,
smukke
steder
flyver
henover
vinden.
Kanten af månen lyser
i solens skygge
på den sti du går
på bare fødder
den nat,
hvor du mærker stenen
på dine hårde såler,
der minder om
barndommens sarte hud
i den lange sommer
Under den syvende himmel
går fuglene
i lange rækker,
mod horisonten
og mens børnene leger
og jeg renser neglene
med torne fra
stikkelsbærbusken
deler de verden i to.
Fugtperle
glinsende
på papiret,
hun skrev
natten
i skæret
på knivens eg.
Jeg så det i dine øjne.
du vidste, at jeg fandtes,
og lige meget
hvor mange boller du bagte,
kunne jeg ikke gå væk.
Glimtet i dine øjne forsvandt,
og måske kommer det ikke tilbage.
men en dag vil vi sammen tælle,
årene på de fældede stammer,
der blev brugt i det køkken,
hvor nye boller skal bages,
og du ved lige,
hvordan dejen skal være,
mens jeg maler luften,
som du vil ånde ind
De lyseblå glasskår
ligger på asfalten
- som isklumper
den vinter,
hvor jeg løb på skøjter
og forsøgte piruetter
på den tilfrosne sø,
og du bemærkede mine rødmossede kinder
i din lejlighed bagefter.
I dag løb jeg kun forbi,
og stumperne blev til fragmenter,
hvis klirren blandes
med lyden af mit åndedræt.
